Måske har du stået overfor en modstander, som du på forhånd havde så meget respekt for, at du nærmest var bagud på point, inden at kampen gik i gang. Det kan også være, at du har set en del af de helt store stjerner på tv. Har du lagt mærke til, hvordan deres indgang til kampen eller konkurrencen er? Jeg kommer især til at tænke på Usain Bolt på 100 m eller mange af bokserne. Fælles for dem er deres selvsikre kropssprog i deres forberedelse. Er det bare noget de kan og er det noget du kan lære? Nej og ja. bolt-1295417_1280

Udøvere med stor succes er ikke født med det og det samme med dig. Derfor handler det om at bygge gode vaner op omkring forberedelserne til konkurrence. Det du gør i forhold din fremtoning kan lynhurtigt blive til en vane, så vær opmærksom på at det støtter dig til de stærke præstationer.

Din opvarmning er en stor del af din præstation

Har du tænkt over, hvordan du går ind til konkurrencer? De fleste er ikke så bevidste om det, så ved at holde fokus på dette, har du mulighed for at “score billige point”. Dit kropssprog betyder nemlig noget mere, end du måske regner med. Det har stor indflydelse på dine tanker og ligeledes dine tanker for din præstation. En selvsikker indgang er det samme som en lille føring – hvis ikke direkte på pointtavlen, så i det mindste i dit eget mentale regnskab.

Du ved naturligvis at opvarmningen er afgørende for din fysiske præstation, men også her er det ekstremt vigtigt at du er på mentalt. Indtag arenaen og brug den som din ven. Hvis du allerede under opvarmningen viser frustration, nervøsitet og overdreven respekt overfor din modstander, så er det dig der er bagud. Vis med dit kropssprog at du er ovenpå og klar til kamp.

De bedste udøveres kropssprog

Brug 5 minutter til at tænke over, hvilke idrætsudøvere der imponerer dig. Hvordan bruger de deres kropssprog i deres forberedelse? Hvordan bevæger de sig? Hvad viser de overfor deres modstandere? Hvilken udstråling har de? Spørg bagefter dig selv, hvad der forhindrer dig i at gøre det samme? Læg mærke til, hvad der sker hos dig næste gang du går på banen, hvis du ændrer små ting i dit kropssprog. Hvordan reagerer du mentalt? Det vi gør fysisk med vores krop er en stor del af vores mentaltræning. 

Hvis du kun vil indføre en ny ting, så SMIL næste gang du varmer op. God fornøjelse med mentaltræningen.

Giv din kommentar med…

Hvad gør du selv i din opvarmning og forberedelse? Hvordan sørger du for at du er mentalt på toppen inden “kampen fløjtes igang”