Hvad er de allervigtigste sekunder for en tennisspiller i kamp? Godt spørgsmål tænker du måske. Er det serven, returneringen eller bevægelsen uden bold? Forkert! Det lyder måske i første omgang temmelig ulogisk, men det er faktisk den tid, du bruger når bolden slet ikke er i spil. Den tid, du bruger i de små pauser mellem boldene er afgørende for, hvordan du præsterer i kampen.

Hvad kan du lære af tennisspillernes tid, hvor bolden ikke er i gang? Kan det overhovedet overføres til din arbejdsdag? Ja, det mener jeg 100% det kan. I løbet af dagen oplever du sikkert at du får masser af “svære bolde”, at du laver “dårlige slag”. Ja, du skal sandsynligvis holde masser af bolde i luften!

Dine 4 skridt til mere overskud og bedre resultater

Her vil jeg præsentere en 4-punktsmodel, du sagtens kan bruge uanset om du løber rundt på en grusbane og spiller tennis, dyrker karate eller prøver at få det bedste ud af din arbejdsdag. Målet er at give dig et bud på et værktøj, der kan sikre at du får en endnu bedre arbejdsdag end du har i forvejen. En dag, hvor du får mere energi og overskud, kommer hurtigt tilbage på sporet og giver dig bedre resultater. Så tag og brug en håndfuld minutter på at læse videre...

The 16 second cure

Rutinen her er desværre ikke lavet af mig, men af Jim Loehr, som er en amerikansk sportspsykolog. Det du som tennisspiller sikrer dig ved at være bevidst om de 4 faser mellem boldene, er at du fastholder dig selv i det fokus, som hjælper dig på bedst mulig måde.

Hvad kan DU så bruge det til?Heldigvis, så kan du sagtens bruge strukturen i din hverdag. Så derfor vil jeg give dig en praktisk beskrivelse af de 4 faser i forhold til dit job.

1. REAGÉR

I løbet af din arbejdsdag står du i mange forskellige former for udfordringer, møder, diskussioner, præsentationer osv. Uanset, hvordan de forløber, så er det vigtigt at du formår at reagere konstruktivt på disse. Det gælder både fysisk og mentalt. F.eks. at bevare et stærkt kropssprog, sørge for at trække vejret roligt og mentalt at fortælle dig selv, hvor godt det du har lavet er eller have en række ord som “Videre”, “Jeg er klar igen”, når det ikke er gået præcis din vej. Det vigtigste er at “Reagér”-fasen er relativ kort, fordi du ellers vil hænge fast her. Det kan betyde at du ikke får det bedste ud af dine efterfølgende aktiviteter.

2. SLAP AF

Efter en konstruktiv reaktion, så skal du sørge for at slappe af, være afspændt. Vær bevidst om, hvor du er i dit spændingsniveau. Går du og spænder op, så giv slip. Tag et par dybe vejrtrækninger. Sæt dig godt til rette eller hold et lille break, hvor dit fokus er på at slappe af i både krop og hoved. Sørg for at denne fase fylder noget mere. Min antagelse er at de fleste glemmer denne fase i løbet af en travl arbejdsdag. Du har brug for at have kortere eller længere restitution i løbet af din dag, før du skal være på igen.

3. "NÆSTE BOLD"

Så er du ved at være klar igen! Her forbereder du dig på, hvad der skal ske lige om lidt. Det kan være, at du skal til et vigtigt møde, en telefonsamtale eller arbejde fokuseret foran computeren. Forestil, hvad du gerne vil have. Hvordan du får succes og hvordan du gerne vil have det med det du skal i gang med. Visualisering kan hjælpe dig på en utrolig hensigtsmæssig og effektiv måde. Du kan også gøre brug af powerpose, som jeg tidligere har skrevet om.

4. TRIGGER

En trigger er et ord, et billede, en ting, noget musik som giver dig en positiv association og gør dig klar til næste “præstation” i dit job. Det skal være noget, der naturligt er i nærheden af dig. F.eks. dit ur, en ting på dit skrivebord, et skilt med et sætning. Det er helt op til dig. Det afgørende er at det giver dig en følelse af overskud og energi. Det er en kort fase - en klarmelding, måske bare lige nogle få sekunder.

Hvordan bruger du din tid?

Faserne har sandsynligvis slet ikke samme intervaller som, hvis du stod med ketcheren i hånden og det er heller ikke vigtigt overhovedet. Det kan også være at du nogle gange bare har brug for at anvende nogle af dem. Det afgørende er at du er bevidst om at bruge dem i løbet af dagen og hvor lang tid du befinder dig i hver af dem. Fase 1 fylder for meget hos mange og fase 2 og 3 skal hos de flest fylde en del mere end de plejer. Det kan være med til at give dig helt anden dag på kontoret.

Med dette indlæg vil jeg sætte fokus på, hvordan du bruger din dag og gøre dig opmærksom på, at du har mange muligheder for at optimere den, så du både får mere ro og overskud, er mere effektiv og i sidste ende kan levere bedre resultater på dit job.Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, så skriv endelig i kommentarfeltet…