fbpx

Tag: visualisering

motivation træning

Motivation træning – 3 tips til en super god træning

Bagved flotte sportspræstationer står masser af god kvalitetstræning. Vi kan sagtens bruge uanede mængder af tid på træning, men det er kun kvantitet. Du har som sportsudøver sikkert prøvet at føle at du brugte rigtig meget tid, men ikke fik særlig meget ud af anstrengelserne. Det afgørende er, hvordan du bruger dine timer på træningsbanen. Er du fokuseret? Er du motiveret? Afprøver du nye ting? Kort sagt er du oppe i gear? Jeg vil i dette indlæg komme med 3 bud på, hvordan du kan være helt klar til dagens træning.motivation træning

1) Sæt dig mål for dagens træning

Måske kender du allerede lidt til målsætning og har sat dig mål for sæsonen eller næste store konkurrence. Men sætter du også mål for den enkelte træning? Hvis ikke, kan det i allerhøjeste grad betale sig, da det skaber et langt bedre fokus og stærkere motivation for din træning. Som en start kan det godt betale sig bare at sætte et enkelt konkret mål for din træning. Lad os tage et eksempel med golf. Du synes selv at du bliver for frustreret efter et dårligt slag. Derfor sætter du dig et mål om at skulle sænke din spænding med dybe ind og udåndinger efter de slag som du føler utilfredsstillende.

2) Visualiser succes

Når du har lavet din målsætning, har du taget det første skridt til en bedre træning. Det næste naturlige skridt er mentaltræning, hvor du visualiserer succes lige præcis med det mål, som du har sat dig for at arbejde med i dag. Alt efter den tid som du har til rådighed, behøver du kun at bruge 10-20 minutter på mentaltræningen. For at fortsætte eksemplet med golf, forestiller du dig at golfbolden ligger et uhensigtsmæssigt sted og at du tager det helt afslappet og tager de dybe åndedrag. Med din mentaltræning har du nu sporet hjernen ind på, hvad du skal holde fokus på i dag. Du har givet dig selv langt større mulighed for at få succes med dagens træningssession.

3) Evaluer træningen

Efter træningen er det vigtigt at få evalueret på det eller de mål, som du har sat dig. Uden evaluering er det ikke sikkert at du får skabt den læring som er vigtig for, at du udvikler dig optimalt i din sport. Med en kort evaluering får du også mulighed for at justere hen imod din næste træning. Effektfulde spørgsmål du kan stille dig selv til din målsætning er: Hvor langt hen ad vejen lykkedes jeg med mit mål? Med hvilken kvalitet/fokus/energi arbejdede jeg med målet? Hvad har jeg lært? Hvad skal jeg evt. justere på til næste træning? Hav et hæfte med til din træning og sørg for at få lavet evalueringen med det samme.

Hvis du implementerer disse 3 råd omkring målsætning i din hverdag, så vil du få mulighed for at udvikle dig endnu mere og som bonus måske få en sjovere træning og mere energisk træning.

Hvilke råd har du til at styrke træningsmotivationen?

vil rigtig gerne høre om, hvilke råd har du selv har haft glæde af for at få en rigtig god træning? Skriv meget gerne en lille kommentar i feltet nedenunder.