Som sportsudøvere oplever mange det at lave fejl, for så efterfølgende at dale i niveau. Måske misser du et afgørende put i golf, misser den vigtige strike i bowling eller overplacerer smashet i badminton. Vi laver alle fejl uanset, hvilket niveau vi dyrker vores sport på. Faktisk så vil jeg vove den påstand at verdens bedste udøvere opfatter at de laver lige så mange fejl som alle os andre. Forskellen er imidlertid, hvilken måde de tackler disse nedgange i præstationen på. Dette indlæg handler om de to veje du grundlæggende kan gå, når du fejler i din præstation og hvad du konkret kan gøre for at løse det.
Vælger du den rigtige vej efter en fejl?
I sommers var der som de flest nok ved OL i Rio. Her så jeg kort lidt skeetskydning. Jeg er meget imponeret over den træfsikkerhed som skytterne har. Hvis du misser en enkelt eller to lerduer er du næsten uden chance i finalen. Det betyder at der kan komme et enormt pres på den skytte som laver en forbier. Fra fejlen sker og fremad i konkurrencen SKAL du ramme resten af duerne.
Her har man som skytte to valg. Du kan vælge at fokusere på fejlen og lade dig trække med ned. Du kan blive irritereret over, hvad der gik galt og lade nervøsiteten stige til uanede højder. Du kan heldigvis også vælge en anden vej. Denne vej er retningen mod de stabile stærke resultater, det høje bundniveau og en konstant konstruktiv udvikling.
Fejl er værdifulde erfaringer du kan lære af
Denne tankegang giver dig flere positive ting. For det første betyder det, at du bruger dine fejl til at komme videre. I stedet for at tænke tilbage, så tænker du fremad og gør dit bedste for at finde ud af, hvordan du kan gøre det bedre næste gang. For det andet vil tankegangen give dig mulighed for at slappe mere af under konkurrence. Jo bedre du er til at acceptere fejl, jo bedre er du i stand til at slappe af. Du SKAL ikke præstere. Den anspændthed der følger med SKAL forsvinder, når du accepterer at fejle, tabe og at nedgang i præstation er naturlig. Dette betyder rent faktisk at dine præstationer ofte bliver bedre.
Lav en plan på forhånd for dine fejl
Det du helt konkret kan gøre er at lave en genfokus-strategi. Hvad vil jeg gøre, når jeg kommer ud for…..? Hvor vil jeg flytte fokus hen? Hvad vil jeg tænke? Hvordan vil jeg bevæge mig osv. osv. Med en genfokus-strategi undgår du at lader dig styre af dine tanker og følelser. I stedet tager du kontrol over dem og det giver dig langt bedre mulighed for at holde dit niveau og komme hurtigt tilbage. En ny strategi er jo også vaner der skal ændres og dette kan godt tage lidt tid. Det kan være meget værdifuldt at træne din strategier i din mentaltræning.
Arbejd på din strategi til træning
Derfor er det en rigtig god idé at arbejde med din strategi til træning i din sport. Det er de vaner vi opbygger gennem træning som vi falder tilbage på, når vi står i konkurrencesituationer. Så jo bedre du har opbygget sunde og konstruktive vaner til træning, jo bedre mulighed for stærke og stabile præstationer når det gælder. Har du ydermere også arbejdet med det i din mentaltræning, så står du rigtig godt overfor de udfordringer som næsten altid vil dukke op.
Hvordan tackler du fejl og nederlag i din sport?
Kom meget gerne med dit bud i kommentarfeltet nedenfor.
En vending som jeg altid benytter mig af:
“Det jeg ønsker skal have energi og fylde i min bevidsthed, – er det, jeg giver fokus”
Som eliteudøver er fejl uundgåelige, men det er succeserne der skal fylde i mit indre og det er dem der skal lægge den mentale vej fremad mod flere og bedre præstationerne.